23 hold klar til Stafet For Livet i Kolding

189.382 kr er onsdag morgen, status for indsamlingen til Stafet For Livet i Kolding, der afholdes i weekenden, den 9. og 10.juni fra klokken 11 til 11.

Foto: Stafet For Livet

For tredje år i træk afholdes arrangementet på parkeringpladsen ved Kolding Storcenter, hvor en masse deltagere løber og går til fordel for den gode sag, hvor der samles penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

I løbet af døgnet vil der også være underholdning for især børnene, der kan finde noget at fordrive tiden med. Her optræder en ballonklovn, trylleri med Nicolai Laursen og så åbner børne-teltet i løbet af eftermiddagen. For de voksne vil der mellem pauserne være mulighed for at spille midnats-banko, som er et nyt tiltag i år.

Derudover bliver der også en event, som fik debut sidste år, hvor deltagerne går en centerrunde, der består af en tur i storcentret for at gøre opmærksom på arrangementet, som kunderne er velkomne til at komme over og se nærmere på. De kan også give støtte til kampen mod kræft ved at købe produkter i salgsboderne på pladsen.

Screenshot: taget onsdag den 6.juni 2018 kl 8.

Om Stafetten

Stafet For Livet er en stafet, der varer 24 timer for at symbolisere, at kræftpatienter kæmper med sygdommen hele døgnet.

Alle Fightere (tidligere og nuværende kræftramte) samt alle holddeltagere bydes velkommen til åbningceremonien. Fighterne går den første runde på banen i deres gule T-shirts, efterfuldt af alle pårørende og holddeltagerne. Holdstafetten sættes igang.

Alle hold har minimum én deltager på banen hele døgnet. Når mørket falder på, samles alle til lysceremonien – hvor vi mindes dem der tabte kampen til kræft, og giver støtte til dem, der kæmper. Under lysceremonien er holdstafetten suspenderet.

Alle samles til sidste runde, og afslutningsceremoni, hvor vi fejrer fællesskab og sammenhold.

Vær med til at fejre livet. Stafet for livet er ikke blot en indsamling, men også i høj grad en oplysningskampagne. Vi ønsker at øge kendskabet til kampen imod kræft, både som patient og som pårørende! Mange ting kan blive sagt og skrevet, men den eneste måde virkeligt at forstå hvad Stafet for livet handler om, er at se og føle det!

Læs mere om Stafet For Livet Kolding på hjemmesiden her.

Klik på ikonet og del artiklen på Facebook