26 årig kvinde fængslet for en række bedragerier m.v. ved bl.a. messer

Sydøstjyllands Politi har i går på baggrund af længere tids efterforskning fremstillet en 26 årig kvinde i grundlovsforhør, sigtet for i alt ca. 50 forhold vedrørende bedrageri, dokumentfalsk og underslæb for et større beløb.

De strafbare forhold, som kvinden er sigtet for, udspringer af hendes virksomhed med at arrangere og afholde arrangementer rundt om i Danmark i form af modeshows, livsstilsmesser og ”Ladies Nights”, hvor forretningsdrivende kunne købe en stand, hvorfra de kunne sælge varer til de kunder, der besøgte arrangementerne. Kvinden stod i den forbindelse for leje af lokaler, indkøb af mad og drikke, booking af diverse sangere/kendisser, der optrådte til arrangementerne, markedsføring i lokalområdet m.v. Til nogle af arrangementerne solgte hun også selv varer i form af tøj og sko.

Klik på reklamen for lyd
Peg på reklamen for lyd

I kølvandet på disse arrangementer har de relevante politikredse modtaget en række anmeldelser om bedrageri m.v. rettet mod den 26-årige.

Retten i Horsens besluttede, at varetægtsfængsle kvinden i foreløbigt 4 uger. Fængslingskendelsen ønskede hun indbragt for landsretten, der nu vil tage stilling til spørgsmålet om fængsling. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre, og Sydøstjyllands Politi kan derfor ikke oplyse yderligere i sagen til offentlighed på nuværende tidspunkt.

 

Retten nedlagde navneforbud i sagen.

For anklagemyndigheden mødte Tanja Mikkelsen.

Klik på ikonet og del artiklen på Facebook