Danskerne køler sig ned med koldskål – salget på himmelflugt

Maj 2018 er den varmeste maj måned siden 1889. Sommervejret, der tyvstartede i forårsmånederne, har fået danskerne til at flokkes om kølediskene i jagten på svalende koldskål. Arla har gjort salget op fra maj, og resultatet står soleklart: Koldskålsalget i maj i år er det højeste i fem år, og er 43,5 procent højere sammenlignet med maj 2017.

Vi har haft flere sommerdage i maj måned end i hele 2017 – og sommermånederne er først lige begyndt. Solskinsvejret har allerede tilsmilet det danske land, og når solen står højest på himlen, stiger lysten til koldskål. Den sammenhæng er tydelig at se, når man kigger på Arlas salgstal for koldskål i maj måned.

Klik på reklamen for lyd
Peg på reklamen for lyd

Hos Arla, der er en af landet største koldskålsproducenter, har vejr- og salgsprognoserne nemlig set lige flotte ud:

”Koldskål er for mange danskere indbegrebet af sommer – den kølige dessert med de knasende kammerjunkere smager af sol og varmere temperaturer. I maj måned i år er der solgt for 43,5 procent mere koldskål end i samme periode sidste år. Men årets koldskålssalg i maj har også været det bedste set over en femårig periode. Det er altså flere år siden, at der er langet så meget koldskål over disken. Og vi har primært vejret at takke, som i den grad har vist sig fra sin lune side,” fortæller Louise Egsgaard Knudsen, ansvarlig for koldskålen i Arla.

I maj 2018 blev der solgt for ikke mindre end 3,8 millioner liter koldskål. Til sammenligning er der solgt for i gennemsnit 2,7 millioner liter koldskål i maj måned i 2014-2017. Danskerne har derudover nydt dobbelt så meget koldskål i maj i år i forhold til maj 2015.

Fortsætter sommervejret?
Det virker næsten for godt til at være sandt, når vejrværterne morgen efter morgen har +25 grader på femdøgns-prognoserne. En enkelt byge vil gavne både landmænd og haveejere, og ifølge udsigterne for juni måned, kan vi få både sol og regn, og det ser ud til, at vi beholder varmen.

”De mange solskinstimer og høje temperaturer på landsplan i maj måned har kickstartet sommeren. Selv hvis solen tager sig en pause, og regnvejret sætter ind, er vi ikke nervøse for koldskålsalget. Selv på regnvejrsdage kan danskerne og de trofaste tilhængere af koldskål blive fristet af smagen af sommer. Og når solen vender tilbage, ser vi ofte en stigning i koldskålsalget”, siger Louise Egsgaard Knudsen.

Arla producerer flere varianter af koldskål, blandt andet en koldskål med tykmælk og æg, som også findes i en lille portionsstørrelse med minikammerjunkere til at tage med på farten, en koldskål med jordbær, en koldskål med citron og en fedtfattig og laktosefri koldskål.

Klik på ikonet og del artiklen på Facebook