Enestående Ferrari gæster dansk velgørenhedsløb

Velgørenhedsløbet Cool Car Race indsamler hvert år penge til børn, som trænger til en ekstra håndsrækning, og i år kan bilentusiaster glæde sig over verdens eneste Ferrari California indpakket i et unika-kunstværk af den danske Los Angeles-baserede kunstner Mikael B. Cool Car Race kører i år gennem Sverige, Danmark og Tyskland den 25.-27. maj 2018.

Cool Car Race begyndte i 2012 som et løb for velhavende erhvervsfolk, der gerne ville støtte børn med behov for en ekstra håndsrækning. I 2017 blev der indsamlet 911.484 kr., og i løbet af de seks år, Cool Car Race har eksisteret, har 150 deltagere indsamlet mere end to mio. kroner til velgørenhed. Fra 2018 går de indsamlede penge til CoolUnite-fonden, som derefter sender pengene videre til børn i Danmark.

I år kører manden bag løbet, marketingdirektør i Coolshop Jacob Risgaard, i en Ferrari, som er indpakket i et unika-kunstværk malet af den nationalt og internationalt anerkendte kunstner Michael B, der til daglig bor i Los Angeles. Selve indpakningen af bilen har ejerne af virksomheden Folie.dk Jan Edelgaard og Morten Bak-Fredslund stået for. De er begge Danmarksmestre i bilindpakning.

–      Målet har været at skabe en af verdens mest unikke Ferrarier, og det, der i begyndelsen lignede en vild og urealiserbar idé, er heldigvis endt med at blive til virkelighed. Bilen skal være med til at skabe opmærksomhed omkring løbet, som i år har et mål om at nå op over en million indsamlede kroner. Pengene går direkte videre til børn i Danmark, som af den ene eller anden grund har brug for ekstra støtte og hjælp. Derfor er jeg dybt taknemmelig for, at både Folie.dk og Mikael B har sagt ja til at bidrage til dette utroligt smukke kørende kunstværk, siger Jacob Risgaard.

 

Idéen til den helt særlige biludsmykning udsprang af et foredrag med netop Jacob Risgaard, som Jan Edelgaard fra Folie.dk deltog i for nogle måneder siden. Han blev inspireret af Jacob Risgaards markedsføring, som i høj grad er båret af evnen til at skabe opmærksomhed uden at bruge reklamekroner.

–      Jeg ville gerne lave en helt unik folieindpakning, som ikke er set før. Jeg er meget betaget af Mikael Bs kunstværker og skrev og fortalte ham om idéen. Han vendte hurtigt tilbage og var med på at føre projektet ud i livet, og nu står vi med en bil, som kun findes i ét eneste eksemplar i verden, lyder det fra Jan Edelgaard.

Også for Mikael B har det været en stor oplevelse at se et ellers todimensionelt kunstværk udfolde sig i 3D på Ferrari Californiaens smukke former.

–      Det er fantastisk, at jeg kan forene min kunst med et formål, som jeg tror på, og som jeg gerne vil støtte. Jeg har tidligere støttet projekter i samme kategori, så for mig er det en ære at være med til at samle penge ind til velgørenhed. Ud over det ser jeg frem til, at mit kunstværk forhåbentlig er med til at sikre et historisk stort beløb til børnene, siger Mikael B.

Det er CoolUnite-fonden, der fra 2018 administrerer de indsamlede penge, og i spidsen for den står håndboldspilleren Daniel Svensson. Tidligere har Cool Car Race-løbet indsamlet penge, der er gået til Danmarks første hospice for børn og unge, til skyggebørn i Danmark, kræftramte børn samt børn, som på andre måder har brug for ekstra støtte i en svær tid.

Cool Car Race handler ikke om at komme først over målstregen, men derimod om turen, oplevelserne og det at have den rette ånd. Løbet begynder i år i Sverige, for siden at tage turen ned gennem Jylland og videre til Tyskland, hvor løbet slutter. En komplet liste over dette års biler, deltagere og hold kan ses på http://www.coolcarrace.com/drivers-2018.php

Mikael Bs design, som Jan Edelgaard og Morten Bak-Fredslund har pakket bilen ind i, skal efter løbet sælges på plakater og som miniaturebil, så projektet kommer til at leve, også efter at løbet er slut.

Fakta om Mikael B

Mikael Brandrup (f. 1985 Tuse Næs) bor og arbejder i Los Angeles. Fra 2008 –2013 grundlagde og drev han designbureauet IDentity Provided. I 2013 etablerede han Mikael B Design Inc., der førte til, at han i 2014 flyttede permanent til Los Angeles. Mikael B har udstillet både nationalt og internationalt med hovedvægt på den amerikanske kunstscene, hvor han har skabt adskillige vægmalerier og deltaget i projekter for Art Basel/ SCOPE i Miami. Han samarbejder med og har udført projekter for Google, Nike, American Express, Linkedin, Heineken, Stand up 2 Cancer, m.fl.

Læs mere og følg med på www.coolunite.comwww.folie.dk og dk.mikael-b.com/

Du kan se dette års kørere og hold via dette link:

http://www.coolcarrace.com/drivers-2018.php

Klik på ikonet og del artiklen på Facebook