Byens nye genbrugsplads indvies med besøg i skraldebilen, musik og byg-selv-møbler af genbrug

Genbrugspladsen er allerede åbent, men mangler en formel indvielse. Foto: Kolding Kommune

Borgerne er egentlig begyndt at bruge den nye genbrugsplads på Bronzevej 3 i Kolding. Men pladsen mangler stadig at blive indviet. Derfor er både børn og voksne inviteret til åbningsfest torsdag 10. oktober fra klokken 10 til 17.

Kolding Kommune har med den nye genbrugsplads på Bronzevej 3 fået en ny arena for både affald og genbrug. Jakob Ville (V), som er formand for Teknik- og Klimaudvalget, håber, at mange af byens borgere vil kigge forbi til åbningsfesten 10. oktober og få øjnene op for de mange muligheder, som området har.

”Alt det der sker på Bronzevej er faktisk en helt ny måde at drive en genbrugsplads på. Vi skal have ændret synet på affald, så genbrugspladsen ikke længere er sidste station på vejen for materialer. Der er nemlig en del gode ting, der stadig er brugbare, selvom de er indleveret som affald. Derfor giver det mening, at de ting får nyt liv. Gennem genbrug er vi med til at holde forbruget af nye ressourcer nede, og det er den vej, vi skal gå som cirkulær kommune med fokus på bæredygtighed.”

Hjertet i arenaen består fysisk af den spritnye genbrugsplads og en tilstødende hal. Den venstre hjertehalvdel er genbrugspladsen, hvor hele området er indrettet ud fra tanken om, at affald først er affald, når fantasien slipper op. Det betyder blandt andet, at borgerne fra 10. oktober 2019 må tage brugbare ting med sig hjem de fleste steder på netop denne genbrugsplads. Den højre hjertehalvdel er hallen. I hallen har alle kommunens borgere, fra børnehave til pensionistklub, mulighed for at få mere viden om affald og genbrug.

Jakob Ville uddyber:

”Det er netop synergien mellem genbrugsplads og hal, vi gerne vil fremhæve til åbningsfesten. Samtidig vil vi gerne vise, hvordan en moderne genbrugsplads er fleksibelt indrettet, så borgernes sikkerhed og deres behov for at komme af med affaldet døgnet rundt bliver tilgodeset, samtidig med at pladsen er fremtidssikret i forhold til de øgede mængder affald, vi forventer de næste årtier.”

Jakob Ville står for den officielle indvielse af Bronzevej 3 kl. 15.00, men der sker noget for alle hele dagen:

Børn og nysgerrige voksne kan både få et kig ind i skraldebilen, presse æbler til most og bygge møbler af materialer indleveret på genbrugspladsen. Det vil selvfølgelig også være muligt at få en rundvisning på genbrugspladsen og blive klogere på, hvad der sker med det madaffald, man sorterer i sit køkken.

I løbet af dagen kan man høre de sprælske stomp-musikere fra HeartBeat Group være hurtige på stikkerne, når de trommer på forskelligt affald, og man kan lytte til musik med seje MGK-elever fra Kolding Musikskole.

Program for dagen:

  • Få en rundvisning på den nye genbrugsplads
  • Kom til mini-workshop i Skatkammeret
  • Bliv klogere på (mad)affald med Renovations formidlingstjeneste RE:LAB
  • Byg dit eget møbel af genbrugsmaterialer
  • Kom helt tæt på skraldebilen
  • Pres din egen æblemost. Husk æbler og flasker til mosten. Bemærk, kun til kl. 15.00.
  • Hør de sprælske stomp-musikere fra HeartBeat Group være hurtige på stikkerne og lyt til musik med seje MGK-elever fra Kolding Musikskole

Om genbrugspladsen på Bronzevej i Kolding

  • Genbrugspladsen bliver officielt indviet 10. oktober, men blev allerede taget i brug fra 22. maj 2019. Første spadestik til pladsen blev taget i september 2018.
  • I snit er der 5.000 besøgende på genbrugspladsen hver uge. Godt 20 % kommer om søndagen. Bronzevej modtager 40 % af de besøg, som borgere og professionelle lægger på kommunens i alt fem genbrugspladser.
  • Det har kostet 30 mio. kroner at bygge pladsen. Hele projektet inkl. ombygning af hallen har kostet 36 mio. kroner.
  • Borgerarealet på genbrugspladsen er ca. 6.000 m², og driftsområdet er ca. 17.000 m², hvorpå man kan sortere 40 typer affald (fraktioner) på pladsen. Dertil kommer farligt affald, der rummer 30 fraktioner.
  • Hallen på 3.500 m² er fra 1989. Den er ombygget i 2019 til sit nye formål som område for læring om affald og genbrug. Indvies 10. oktober 2019.