Nyt demenstilbud i øjenhøjde

Med det nye rådgivnings- og aktivitetscenter Demensfællesskabet Lillebælt i Kolding Kommune kan borgere med demens og deres pårørende komme direkte fra gaden og få hjælp og støtte.

Foto: Modelbillede

Demens er en altopslidende sygdom. Både for den syge men også for de pårørende.

For at hjælpe og støtte disse borgere bedst muligt slår Kolding Kommune 4. juli dørene op for Demensfællesskabet Lillebælt. Tilbuddet tilbyder åben, anonym rådgivning, netværk med ligesindede samt aktiviteter og er henvendt til pårørende, ven, nabo eller hvis man selv har en demenssygdom.

Man kan komme direkte fra gaden

Formanden for Seniorudvalget i Kolding Kommune Søren Rasmussen udtaler:

’Det gode ved Demensfællesskabet Lillebælt er, at det hjælper borgere der, hvor de er. Man skal ikke visiteres til tilbuddet, og kan komme direkte fra gaden for at få råd og vejledning, hvad enten man selv har demens eller er pårørende, siger Søren Rasmussen og understreger, at tilbuddet til henvendt til alle borgere – uanset alder.

Demensfællesskabet er tænkt som et center, hvor fagpersoner, frivillige, kommune, foreninger, pårørende og de demensramte mødes og arbejder sammen om den gode sag. Der skal bl.a. uddannes frivillige rådgivere henover sommeren/efteråret til at hjælpe med samtaler, ligesom kommunens demenskonsulenter vil være til stede i den åbne rådgivning.

Samarbejde på tværs af kommunegrænsen
Demensfællesskabet Lillebælt har afdelinger både i Kolding og Fredericia og blev en realitet i efteråret 2017, da Sundhedsstyrelsen gav 2.529.000 kr. til de to kommuner og oprettelsen af det nye rådgivnings- og aktivitetscenter. Der bliver et fysisk rådgivnings- og aktivitetscenter i begge kommuners sundhedscentre og et samarbejde på tværs af kommunegrænsen om tilbud og aktiviteter for borgere med demens og pårørende.

Pengene fra Sundhedsstyrelsen kom i forbindelse med, at regeringen og satspuljepartierne sidste år afsatte 37.5 mio. kr. til en række rådgivningscentre i landet. Og to af dem kommer altså til at ligge i Kolding og Fredericia.

’Det er fantastisk at modtage disse penge, så vi kan skabe mere tryghed og flere meningsfulde aktiviteter for borgere ramt af demens og deres pårørende. Det falder godt i tråd med Kolding Kommunes grundtanke om, at kommunens skal være en demensvenlig by, siger Søren Rasmussen og fortsætter:

’Kolding Kommune har de seneste år oprettet flere tilbud henvendt til borgere med demens og deres pårørende for at lette deres hverdag så meget som muligt. Vi har blandt andet ansat syv demenskonsulenter og er i gang med et omfattende kompetenceløft af vores medarbejdere på plejehjemmene i samarbejde med Sundhedsstyrelsens Demensrejsehold. Og nu starter vi det nye aktivitets- og rådgivningscenter og vi har flere initiativer på tegnebrættet sammen med Fredericia Kommune i Demensfællesskabet Lillebælt, siger udvalgsformanden.

Klik på ikonet og del artiklen på Facebook