SF´er vil være borgmester i Kolding

Karina Lorentzen melder sig på banen som borgmesterkandidat. Hun fejrer det med at uddele borgmesterstang til værestederne mandag 23. oktober kl. 11-12.

Karina Lorentzen vil gerne være de udsattes, børnenes og de trængtes advokat i et kommende byråd i Kolding Kommune.  Derfor er Folkekøkkenet – et værested for personer med alkoholproblemer – det rette sted til at erklære sit kandidatur som borgmesterkandidat:

– Alle mennesker har ret til at være en del af fællesskabet – uanset, hvem der er. Det vil jeg kæmpe særligt for, hvis jeg skulle have held til at vride borgmesterkæden fra Jørn Pedersen ved det kommende valg, forklarer Karina Lorentzen, der tidligere har kæmpet udsattes sag i Folketinget og nu som formand for Pro Vest, som laver et arbejde i forhold til menneskehandel.

Opskrift i arv

Karina Lorentzen fejrer dagen ved at servere borgmesterstang og uddele opskrifter på SFs borgmesterstang. Opskriften er en overlevering i sirlig håndskrevet format, som er gået i arv fra Lis Ravn Ebbesen, socialudvalgsformand, SF. Hun stopper efter 32 år i byrådet, og har tidligere brugt opskriften i forbindelse med sit byrådskandidatur.

 

– Lis har lavet et dygtigt arbejde som socialudvalgsformand. Det arbejde ville jeg gerne fortsætte – og gerne i spidsen for kommunen. Med mig i spidsen ville der aldrig komme forslag om skattelettelser til virksomhederne – kræfterne skal bruges på forandringer for det store flertal i denne kommune. Under alle omstændigheder vil det da være en forandring med en kvinde i spidsen, siger Karina Lorentzen, der er eneste kvindelige spidskandidat.

Alle der vil teste SFs borgmesterstang eller byde borgmesterkandidaten velkommen kan kigge forbi Folkekøkkenet 23. oktober kl. 11.

Efter Folkekøkkenet, er der også borgmesterstand til Cafe paraplyen, et værested for psykisk syge.

CV

Karina Lorentzen Dehnhardt er 43 år gammel. Hun bor i Seest med mand og barn.

Hun har siddet i Folketinget 2007-15, hvor hun har bestridt ordførerskaber som udlændingeordfører, retsordfører, erhvervs- og miljøordfører – og formand for Folketingets Retsudvalg.

I dag knokler hun med at formidle den grønne omstilling for Dansk Fjernvarme, Samtidig er hun formand for organisationen Pro Vest, som laver opsøgende arbejde blandt udenlandske prostituerede i Syddanmark, ligesom hun er bestyrelsesmedlem i New Start Kolding, som er gratisbutik for flygtninge i Kolding.

Klik på ikonet og del artiklen på Facebook