Sygehus får en mio. kroner til demenstræning

600 medarbejdere fra Kolding Sygehus skal på kursus i at håndtere demente patienter.

Tekst: Anne-Mette Vargas Johnsen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

 

– Niels Henrik, ved du, hvornår du blev indlagt?
– Ja, i nat.
– Ved du, hvorfor du er her?
– Ja, fordi jeg ikke kunne få luft.

Sygeplejerske Line Rønde er på Akutafdelingen på Kolding Sygehus, hvor hun stiller spørgsmål til patient Niels Henrik på 71 år. Han svarer korrekt på alle spørgsmål, og selvom han føler sig lidt skidt, så er han med på, hvem han er, hvor han bor, og hvorfor han sidder dér på sengekanten på sygehuset. Line Rønde siger tak og tager sit spørgeskema med ud på gangen. Hun er specialiseret i behandling og pleje af ældre patienter og er i gang med at undersøge, hvor mange demente eller mentalt svækkede patienter, Akutmodtagelsen i Kolding har på stuerne på sådan en helt almindelig torsdag formiddag. Niels Henrik er tydeligvis ikke en af dem. Undersøgelsen er en del af det store uddannelsesprojekt, som Kolding Sygehus netop har modtaget en million kroner fra satspuljemidlerne til at gennemføre.

Til gavn for både patienter og medarbejdere
Formålet med uddannelsesprojektet er, at medarbejderne skal blive bedre til både at opdage demente og mentalt svækkede patienter og at blive bedre til at håndtere dem. Derfor foretager sygeplejerske Line Rønde en såkaldt spotmåling for at have en ide om, hvor mange patienter der egentlig er tale om. De flere hundrede medarbejdere, som er læger, plejepersonale og terapeuter, får tilbud om et to-timers kursus, hvor de både lærer at opdage patienterne, lærer om hvad demens gør ved hjernen, og ikke mindst hvad de selv kan gøre i arbejdet med demente og mentalt svækkede patienter. Uddannelsen skal komme både patienterne og medarbejderne selv til gavn.

 

– Denne type patienter kan være meget urolige, og det er et problem både for dem selv og for medarbejderne. Det betyder, at der er større risiko for, at de falder og kommer til skade. Der er også risiko for, at de bliver så frustrerede, at de slår ud efter personalet, og det vil vi selvfølgelig også gerne gøre noget for at forhindre, fortæller Rikke Poulsen, som er kvalitetskoordinator på Medicinsk Afdeling på Kolding Sygehus.

Kvalitetskoordinator Rikke Poulsen fra Medicinsk Afdeling glæder sig over, at det store projekt fik næsten en mio. kr. i støtte, for nu kan opkvalificeringen af medarbejderne komme i gang.

Uddannelsesprojektet er sat i søen som et samarbejde mellem fem afdelinger på Kolding Sygehus, og Rikke Poulsen er tovholder sammen med klinisk sygeplejespecialist Pernille Langkilde. De to understreger, at en stor del af projektet handler om at have fokus på de pårørende og deres viden om patienten og at lære, hvordan man kan bruge andet end ord til at hjælpe en patient.

– Jeg mødte på et tidspunkt en ældre dement patient, som var meget urolig, men ved at spørge de pårørende fandt sygeplejerskerne ud af, at hun faldt til ro ved at tale om et billede af et barn, hun passede 40 år tilbage. Så det billede blev stillet ind på natbordet, fortæller Pernille Langkilde.

– Og det er meget vigtigt: At vi bruger den viden, de pårørende har, og som kan være med til, at patienten føler sig bedre tilpas: Måske falder patienten til ro ved at læse avis, ved at høre radio, eller måske ved at sygeplejersken synger en sang. Det virkede for en ældre dement mand, som nægtede at få børstet tænder.

Da sygeplejersken begyndte at synge, ville han godt være med til det, siger Pernille Langkilde.

Demensteam og netværk
Som en del af projektet opretter Kolding Sygehus et demensteam bestående af en overlæge og sygeplejersker med speciale i behandling og pleje af ældre patienter samt en ergoterapeut.

Sygeplejerske Line Rønde og klinisk sygeplejespecialist Pernille Langkilde er begge en central del af Kolding Sygehus’ store projekt, hvor hundredevis af medarbejdere skal blive endnu bedre til at få øje på og tage sig af demente patienter.

Sygeplejerskerne i demensteamet går ud på afdelingerne og hjælper i situationer, hvor medarbejderne har brug for sparring og assistance. På den måde lærer de fra sig i virkelige situationer. På Kolding Sygehus vil der også blive etableret et netværk af nøglepersoner på tværs af de deltagende sengeafdelinger og terapiafdelingen. De får et grundigere kursus og kan fungere som vejledere på afdelingerne. De første medarbejdere på Kolding Sygehus har netop været på det to-timers kursus, som retter sig mod sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysio- og ergoterapeuter og læger. Kurserne fortsætter til udgangen af 2019, når alle har været igennem.

Klik på ikonet og del artiklen på Facebook