Tænk som en pinsetyv – og undgå indbrud

Vidste du, at der ikke er den store forskel på, hvordan en tyv og GPS’en i din bil arbejder?

En tyv har udviklet en særlig tankegang, hvor han scanner og læser omgivelserne, når han går rundt i et kvarter.

Klik på reklamen for lyd
Peg på reklamen for lyd

Er det nemt at spotte værdifulde genstande i stuen, fordi de kan ses udefra?

Er der tegn på liv i hjemmet? Eller er der blot lidt lys, men derudover fred og ingen fare?

 

Hvor stor er risikoen for at blive opdaget? Hvor meget lys er der rundt om huset?

Er der nogen, som er ude og lufte hund? Nysgerrige blikke i vinduerne, som kan spotte ubudne gæster? Kan man blive genkendt?

Hvor hurtigt kan vinduet brækkes op? Og er der en terrassedør, hvor man kan komme ud med tyvekosterne?

Lær af tyven
Ærlige borgere har måske ikke lyst til at lære at tænke som en tyv. Men det kan være ganske nyttigt, hvis man skal undgå at få indbrud, understreger specialkonsulent Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat.

– Pinsen er over os. Den er desværre ikke kun lig med lyse nætter, og at pinsesolen danser. Det er også sæson for indbrud. Og indbrudstyvene har nemlig ekstra travlt i pinsen, når de nemt kan se, at huset er alene hjemme, fremhæver Chr. Østergård.

Han opfordrer husejerne til at gå uden for og se kritisk på, hvor sikkert deres hjem er – lige som tyven ville gøre det.

Aktive naboer
Specialkonsulenten anbefaler også, at borgerne aktiverer naboerne, inden de forlader boligen i pinsen.

– Nabohjælp betyder, at de, der er hjemme i kvarteret, holder ekstra øje med mistænkelige personer og køretøjer på vejen. Ingen er bedre end naboerne til at observere ændringer i gadens normale billede. Hører denne mand eller det køretøj til i min gade? Kan det være en tyveknægt, som forbereder et indbrud? Ved at få naboerne til at holde ekstra øje med mistænkelige personer, kan vi reducere indbrud med helt op til en fjerdedel, pointerer Chr. Østergård.

Sig ’hej’ til pinse-indbrudstyven
Hvis en indbrudstyv for eksempel oplever, at en beboer eller nabo henvender sig til ham for at høre, om han søger nogen, så ved tyven, at nogen har set ham og vil kunne genkende ham. Det er indbrudstyvens største frygt! Så vær mere nysgerrige og opsøgende, når I færdes i jeres boligområder i pinsen – og i hverdagen.

Ser du et indbrud? Så ring 1-1-2, hvis indbruddet stadig er i gang, eller hvis tyven stadig er i området.

Er din henvendelse ikke akut eller hastende – for eksempel hvis du kommer hjem og opdager, at du har haft indbrud, men at tyven er væk – så ring 1-1-4 til politiets servicecenter.

Klik på ikonet og del artiklen på Facebook