Verdensklasse strygekvartet i Nicolai Scene

Mandag d. 28. maj giver den prisvindende tyske strygekvartet Leipziger Streichquartett koncert i Nicolai Scene.

Gennem de sidste 30 år har Leipziger Streichquartett spillet på de største scener og har høstet bred anerkendelse verden over. Nu er det Koldings tur til at nyde godt af de fire tyske musikeres talent, når de lægger vejen forbi Nicolai Scene mandag d. 28. maj kl. 19.30.

Klik på reklamen for lyd
Peg på reklamen for lyd

Kvartetten, der består af Conrad Muck (1. violin), Tilman Büning (violin), Ivo Baur (bratsch) og Matthias Moosdorf (cello), blev grundlagt i 1988, hvor tre af medlemmerne var koncertmestre i det verdensberømte Gewandhausorkester – men siden 1993 har de helliget sig kammermusikken.

Det var et klogt valg, for siden har de spillet koncerter i det meste af verden – fra Nord til Syd og Øst til Vest , hvor de har præsenteret publikum for unikke oplevelser, når de har spillet værker af blandt andre Brahms, Mozart og Schubert.

 

Til koncerten i Nicolai Scene spiller de værker af netop Schubert, men også Carl Nielsen, Giacomo Puccini og Felix Mendelssohn-Bartholdy er at finde på aftenens program.

Billetter til koncerten kan købes på www.nicolai.kolding.dk, i Nicolai Kulturs reception i åbningstiden tirsdag – fredag 9.00 – 16.00. Billetter kan kun købes i døren med MobilePay.

Klik på ikonet og del artiklen på Facebook