I går blev Lene landskendt for sin dårlige økonomi – Sådan står det til i dag

Foto: Luksusfælden

I går aftes kunne man se Lene i Luksusfælden, hvor hun havde formået at opbygge sig en gæld på 400.000 kr. En gæld hovedsageligt forudsagt af et hashmisbrug.

En lokal kvinde var i går med i Luksusfælden, og det så virkelig ikke godt ud for hende. Eksperterne formåede dog at få nedbragt hendes gæld betydeligt. Kolding24 har taget en snak med hende om, hvordan det går i dag.

Gældfri om fire år

Kolding24 fanger Lene efter arbejde. Hun arbejder stadig på baren i Haderslev, hvor hun også mødte kæresten, Thomas.

I slutningen af afsnittet fra i går får vi at vide, at Luksusfælden har taget 200.000 af Lenes gæld, og at hun kan være gældfri efter fire år i stedet for, at hun aldrig ville kunne blive gældfri.

Det var dog ikke helt nemt, at få Lene til at melde sig til Luksusfælden, selvom det var en nødvendighed. Og hun er også ved at være træt efter en lang dag med interviews. Det giver nemlig en hel del opmærksomhed, at vise sin økonomi og gæld fra hashmisbrug i bedste sendetid:

”Jeg har bare snakket med så mange i dag. Det var fint nok. Jeg synes, at der skulle lidt overtalelse til, at melde sig. Men det var fint nok,” fortæller Lene.

Eksperterne gør bare deres arbejde

I programmet var eksperterne hårde ved Lene, som de mente misbrugte kærestens tillid ved blandt andet, at have ladet ham betale for sin bil, mens hun selv brugte penge på tøj. Lene er dog ikke vred på eksperterne:

”Jamen de ser jo bare på det med økonomiske øjne, så det er jo fair nok. Det skal de jo gøre. Så jeg har ikke noget i mod eksperterne,” forklarer Lene.

Underligt at se sig selv

Lene havde allerede inden afsnittet blev udgivet, set det, så hun var klar over, hvordan det var klippet sammen og hvordan hun selv fremstod.

”Jeg har set afsnittet. Det var underligt at se sig selv på tv – det er jo ikke noget, man er hver dag. De har sat det fint sammen. Jeg er godt tilfreds med programmet,” fortæller Lene.

”Godt gået”

De fleste ville nok være nervøse for venner og families reaktioner, hvis man kan på tv i bedste sendetid, og fortalte om hashgæld. Lene har dog ikke fået dårlige tilbagemeldinger.

”Jeg har ikke rigtig hørt noget. Altså jeg har et par veninder, der har skrevet at det var godt gået og godt kommet igen. Min familie har jeg ikke rigtig hørt noget til. Mine forældre har i hvert fald ikke set det endnu,” fortæller Lene.

Budgettet løber rundt

Det er virkelig gået godt for Lene siden hun var med i Luksusfælden, og hun har ikke behøvet at arbejde hårdere eller tjene flere penge, for hun sørger for at holde sig inden for eksperternes rammer.

”Det går godt. Jeg afholder mine afdrag og får budgettet til at løbe rundt,” slutter Lene af.