Fem unge kom til skade, da en altan faldt ned i Kolding.
Sydøstjyllands Politi oplyser fredag, at politikredsen har standset efterforskningen om den tragiske hændelse, hvor en altan den 25. juli i år ved ca. 21-tiden styrtede ned på en adresse i Kolding.
Fem unge mennesker kom til skade ved hændelsen, heraf flere alvorligt.
Politiet fortæller, Baggrunden for beslutningen er, at det efter den indledende efterforskning vurderes, at der ikke er en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart omfattet af straffeloven eller andre love.
Var skjult
Det er under efterforskningen bl.a. ved tekniske undersøgelser fastlagt, at selvom det er utvivlsomt, at den altan, som faldt ned, ikke var i forsvarlig stand, så viser de tekniske undersøgelser, at de afgørende skader på altankonstruktionen var skjult inde i altandækket og husets facade og dermed ikke synlige.
Det var først ved ophugning af altanen efter ulykken, at en alvorlige nedbrydning af det bærende jern blev synlig.
Som led i undersøgelserne har Kolding Kommune oplyst, at kommunen ikke tidligere har haft kendskab til, at vedligeholdelsen af den pågældende ejendom skulle være mangelfuld, ligesom kommunen ikke har modtaget henvendelser fra lejere eller andre om eventuelle fejl og mangler. Der har ikke været udstedt påbud efter byggeloven.
"På baggrund af disse faktuelle oplysninger er resultatet derfor blevet, at det vurderes at der ikke af nogen er handlet uagtsomt i en sådan grad, at det kan medføre strafansvar. Årsagen til ulykken skyldes en skjult skade og der er ikke afdækket forhold, der gør, at nogen forud for ulykken burde have indset altanens dårlige tilstand," skriver Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen.
De involverede i sagen er underrettede om afgørelsen, der kan påklages, oplyses det.