Chokerende: 6800 fik færdselsbøder i forbindelse med skolestart

Traditionen tro tager færdselspolitiet temperaturen på danskerne, når skolebørnene starter i skole igen. Foto: Shutterstock

Det var ikke kun i Kolding, at politiet har kontrolleret bilisterne i forbindelse med skoleelevernes tilbagevenden til klasselokalerne. Det var en landsdækkende indsats, som resulterede i et meget højt antal udskrevne bøder.

I ugerne 32, 33, 34 og 35 gennemførte politiet nemlig målrettede indsatser i forbindelse med skolestart landet over. Indsatserne var koncentreret om skoleveje, hvor der især blev fokuseret på:

• bilernes hastighed
• om børnene var fastspændt i bilerne i sikkerhedssele
• om førerne selv huskede at anvende sikkerhedssele
• skolepatruljernes arbejde, og
• forældrenes trafikale adfærd, herunder parkering, i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne.

Skolebørn skal føle sig trygge ved at færdes i trafikken og forældrene skal føle trygge ved at sende deres børn ud i trafikken

Ved kontrollerne på skolevejene blev der samlet set, i de 4 uger, konstateret lidt over 6.800 forseelser, heraf:

• 6.179 hastighedsovertrædelser på skolevejene.
• 137 voksne benyttede ikke sikkerhedssele og i 80 tilfælde var børnene ikke fastspændt
• 70 benyttede mobiltelefon under kørslen 

"Resultatet af skolestartskontrollerne vidner om nødvendigheden af politiets tilstedeværelse. Vi arbejder hver eneste dag for at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne samt skabe tryghed i trafikken. Skolebørn skal føle sig trygge ved at færdes i trafikken og forældrene skal føle trygge ved at sende deres børn ud i trafikken, og heldigvis er vores skoleveje meget sikre, men jeg er ærgerlig over at vi hvert eneste år kan sigte så mange trafikanter for at overtræde færdselsloven og i år er ingen undtagelse”, udtaler politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter i en pressemeddelelse. 

Resten af skoleåret vil politiet løbende afholde kontroller på skolevejene, ligesom politiet næste år vil gentage den målrettede indsats vedrørende skolestart i et tæt samarbejde med Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunerne.