Sydøstjyllands Politi har givet en dusør til to helte, som reddede en cykelrytter, der fik hjertestop uden for Jelling Kro, da årets Hærvejsløb blev kørt 29. juni i år.
Det fortæller Sydøstjyllands Politi på Facebook, hvor politiet også sender en stor tak til dagens helte Dennis og Johnny, som reagerede lynhurtigt, da en cykelrytter faldt om med hjemertestop.
"En mandlig cyklist fik under Hærvejsløbet et ildebefindende og væltede og slog hovedet. Det viste sig, at cyklisten havde fået hjertestop," skriver Sydøstjyllands Politi - og fortsætter:
"Dennis og Johnny kom hurtigt manden til hjælp og sammen ydede de hjertelungeredning på den bevidstløse cyklist, som også fik hjælp fra en hjertestarter, inden ambulancen kom til stedet. Ifølge en paramediciner var det på grund af Dennis’ og Johnnys hurtige indsats, at cyklisten kom til live igen."
Det var denne snarrådighed, der gjorde at Johnny og Dennis' tirsdag fik tildelt en dusør. Som begrundelse skriver Sydøstjyllands Politi:
"Det fik de, fordi de handlede resolut og velovervejet - og udviste ekstraordinært initiativ i forbindelse med redningen af cyklistens liv."