Der er fundet skadelige bakterier i drikkevand ved Kolding.
Drikkevandet er blevet forurerent af regnskyl og borgerne opfordres til at koge deres drikkevand. Der er nemlig fundet både coliforme bakterier og E. coli-bakterier i vand, som stammer fra Mosvig Vandværk, der ligger ved Bjert sydøst for Kolding.
Det fortæller TV Syd.
Vandværkets formand, Ejner Damkjær, forklarer til TV-Syd, at forureningen formentlig er opstået på grund af de store regnskyl, og at man fredag går ud fra, at de cirka 600 ramte borgere i lokalområdet skal koge deres drikkevand weekenden over.
Hvilke husstande berøres?
Kolding Kommune fortæller fredag, at de har modtaget henvendelser fra en del borgere, der ikke ved om de også skal koge deres vand. Det kan skyldes, at folk ikke nødvendigvis ved, hvilket vandværket de får deres vand fra.
Derfor har kommunen udsendt et link, så man nemt kan se, hvor ens drikkevand stammer fra.
Hvis man ikke har modtaget direkte besked, behøver man dog ikke være nervøs. Det fortæller kommunens miljøsagsbehandler.
”Vandværket har informeret deres forbrugere direkte pr. sms, mail eller ved direkte henvendelse. Der er også informeret på vandværkets hjemmeside på både dansk og tysk, og der er givet besked til udlejningsbureauerne. Hvis man ikke har fået besked om, at man skal koge vandet, behøver man ikke bekymre sig,” oplyser miljøsagsbehandler Helle Würtz fra Kolding Kommune.