Kolding er konge af Royal Run

Foto: Royal Run

I Kolding inviterer børnehaver, skoler, plejehjem og foreninger i imponerende stor stil borgerne med til festen i ugen op til, så Kolding er den kommune med flest aktiviteter.  

Royal Run-succesen fra 2018 gentages 2. pinsedag, hvor tusindvis af danskere trækker i løbetøjet. I denne uge fejres Royal Run-ugen, hvor arrangementer i hele landet stables på benene, som startskud til det endelige arrangement. Den mulighed har Koldingensiske foreninger og institutioner i den grad taget til sig, og har på imponerende vis lavet hele temauger og fællesskaber på tværs. Kolding Kommune er således den kommune i landet som har flest Royal Run-sideaktiviteter i ugen op til hovedarrangementet, og derfor kan Kolding alligevel kalde sig Royal Run Kommune!

Tirsdag afholdt foreninger, skole og børnehave i Eltang deres egen version af Royal Run. Her var både børn og forældre mødt talstærkt op til en løbetur i smukke rammer. På Dronning Margrethe-ruten blev løbeturen afbrudt af små royale opgaver og på Kronprins Frederik-ruten kunne man stoppe op ved Birkemose Golf til en forfriskning. Det flotte arrangement havde opbakning fra borgmester Jørn Pedersen, som skød løbeturen i gang.

I løbet af hele ugen arrangerer flere vuggestuer og børnehaver i Kolding Kommune løbeture og aktiviteter. Mange har i tiden op til løbene lavet kroner og flag, som pynt til løberuten, så det får et royalt islæt. Også de ældre er med på den royale bevægelse, hvor flere plejehjem inviterer til fælles gåtur med pårørende, frivillige og personale. Deltagelse i Royal Run forudsætter altså ikke andet end lysten til fællesskabet.

Plads til alle

Royal Run handler om, at fejre idrætten og dens forskellighed. Her er plads til alle. Målet er, at flest mulige deltager i eget tempo og med egen målsætning, både kørestole og barnevogne er velkomne. Det afgørende er, at danskerne sammen kommer ud i gaderne og sammen skaber en folkefest med idrætten som omdrejningspunkt.

STU i Christiansfeld afspejler den forskellighed Royal Run danner ramme om. Her snører elever med fysiske, mentale og psykiske funktionsnedsættelser fredag løbeskoene og løber med. Inden selve løbet har eleverne i undervisningen arbejdet med den royale familie og bl.a. Kronprinsens ønske om, at skabe fællesskab, fornøjelse og sundhed for danskerne gennem fysisk aktivitet.

Royal Run er for alle, og Koldings borgere i alle aldre viser i denne uge, hvordan idrætten er samlingspunkt for bevægelse, sjov og fællesskab. Ï løbet af hele ugen deltager minimum 1500 borgere, primært børn. Måske den kæmpe opbakning i 2019 kan afstedkomme, at Kolding i 2020 bliver udvalgt til at afvikle Royal Run