Traditionen med at udskrive en plakatkonkurrence for Kolding Kulturnat fortsætter i år, hvor kunstskolen Nordhøj har arbejdet med tilblivelsen. Otte af kunstskolens elever har arbejdet intensivt med at skabe hver deres forslag til årets Kulturnat-plakat. Resultatet er klar og den endelige plakat er udvalgt.
Det var en enig styregruppe bag Kolding Kulturnat, der valgte 23-årige Charlotte Jensens plakat.
"Det er en meget fin, flot og poetisk plakat. Den rummer temaet ”Flyt Dig” rigtig godt, og så er vi vilde med de mange teksturer i plakaten, som giver masser af sanseoplevelser. Det er en plakat, man kan rejse væk i – bogstaveligt talt," fortæller projektleder for Kolding Kulturnat, Mette Fersløv Schultz.
I arbejdet med plakaten fortæller Charlotte Jensen, at hun har lavet et utal af materialeundersøgelser med både tekstiler, tegning og maleri. Alle elementer er kommet med i den endelige plakat og er med til at give den liv. Luftballonen har Charlotte valgt, fordi den meget konkret lægger op til at flytte sig og tage ud på eventyr.
"Og det er netop det, vi ønsker, at man gør på Kulturnatten og i Festugen. Flyt dig rundt i byen, gå på opdagelse og få nye oplevelser og perspektiver," siger Mette Fersløv Schultz.
Kunstskole glade for opgave
Kunstskolen Nordhøj er en del af Organisationen Nordhøj og er en professionel kunstskole for udviklingshæmmede. Underviser ved Kunstskolen Nordhøj, Sisse Falster Eggertsen, fortæller, at de har været glade for opgaven med at skabe årets Kulturnat-plakat.
"Det har været en spændende opgave for eleverne. Konkret og bred på samme tid. Konkret fordi Kulturnat-plakaten både skal fungere som faktisk plakat og som visuel identitet for Kulturnatten. Samtidig var den bred i form af temaet, som vi har kunne gribe an på forskellig vis – også i forhold til elevernes individuelle styrker og behov."
Plakaten er netop kommet fra trykken og er på vej ud til butikker, kultur-, dag- og uddannelsesinstitutioner og overnatningssteder i hele Kolding kommune. Den udvalgte plakat – og de syv øvrige forslag fra Kunstskolen Nordhøjs elever – bliver ligeledes udstillet på Kolding Biblioteket fra fredag den 21. juni og frem til Kolding Kulturnat.
Kolding Kulturnat finder sted fredag den 23. august.
Om Kunstskolen Nordhøj
Kunstskolen Nordhøj er en del af Organisationen Nordhøj og er en professionel kunstskole for udviklingshæmmede. Den blev etableret i 2011. Kunstskolen består af en 3-årig kunstuddannelse og værkstedet ”Det arbejdende Atelier” for færdiguddannede kunstnere.