Thomas Pålsson, der også udsmykkede byggehegnet omkring IBA’s domicil-byggeri, har fået opgaven med at skabe et kunstværk på det nye byggehegn ved Klostergården i Kolding midtby.
Nedrivningen af Klostergården, der skal give plads til Domea Kolding Lunderskovs nye boligbyggeri tæt ved Koldings gågader, skrider støt og roligt frem.
Området er naturligvis afspærret efter alle forskrifter med et byggehegn, som til august bliver en del af kunstprojektet Byens Plankeværker. Et enigt bedømmelsesudvalg har netop udpeget det kunstværk, som designeren Thomas Pålsson har budt ind med til opgaven. Idéen i Thomas Pålssons kunstprojekt er at tage afsæt i Klostergårdens og byens historie og liv.
"Det kunstværk jeg skal lave til dette byggehegn, er meget anderledes end den udsmykning, jeg lavede på byggehegnet ved IBA, hvor det primært er biler, der passerer forbi. Her er det fodgængere, som har mulighed for at gå på opdagelse i værket og derfor bliver der en helt anden detaljegrad i dette værk. Motiverne bliver fragmenter af stedet og byens historie" fortæller Thomas Pålsson.
Netop muligheden for at dykke ned i detaljer og stedets historie var det, som bedømmelsesudvalget faldt for i Thomas Pålssons forslag.
"Klostergården har en meget central placering i byen, hvor mange går forbi. Vi er derfor især glade for ideen med at inddrage motiver fra Koldings historie på plankeværket, og så synes vi, at detaljegraden passer godt til stedet, hvor forbipasserende fodgængere kan gå på opdagelse i udsmykningen," fortæller formand for Domea Kolding Lunderskov Kjeld Vellier, der har været med i bedømmelsesudvalget.
Byggehegn behøver ikke være kedelige
Det er Kulturudvalget og Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, der står bag kunstprojektet Byens Plankeværker. For næstformand i Kulturudvalget Merete Due Paarup handler Byens Plankeværker om at skabe gode rammer i byen.
"Med Byens Plankeværker gør vi en dyd ud af nødvendigheden så at sige. Vi får en byggeplads lige ved gågaden i længere tid, og det kan godt være lidt kedeligt at kigge på. Men byggehegn behøver ikke være kedelige og med Thomas Pålssons kunstværk kan det ligefrem blive en oplevelse at passere byggepladsen," forklarer Merete Due Paarup i en pressemeddelelse.
Thomas Pålsson forventer at begynde udsmykningsopgaven i august, alt efter vejret, men han vil allerede hen over sommeren tage kontakt til Stadsarkivet for at finde inspiration til værket.
Om Thomas Pålsson
Thomas Pålsson er 39 år, bor i København og er uddannet designer i 2007 fra Danmarks Designskole, hvor han også underviser. Han har lavet en lang række udsmykningsopgaver i hele landet, både udendørs og indendørs vægmalerier, på Roskilde Gymnasium, Aalborghus Gymnasium, i GAME Streetmekka i København og Viborg, på Roskilde Festivalen og på Vesterbro i København.
Derudover har han også lavet bogillustrationer, workshops og udgiver et magasin. Desuden er han musiker, har turneret og udgivet tre plader.