En stor gruppe danskere bør få en skattefri check, så dansk økonomi kan kickstartes oven på coronaen, mener Enhedslisten.
Enhedslisten er kommet med et forslag, som lige knap 3,3 millioner danskere formentligt vil glæde sig over. I kølvandet på coronakrisen, der har haft store konsekvenser for dansk økonomi, vil partiet give en række danskere en sommercheck, som borgerne forhåbentligt vil bruge på oplevelser eller indkøb i Danmark. Håbet er, at det vil kunne hjælpe de erhverv, der har det hårdt - bl.a. som følge af de mange turister, der ikke er kommet på besøg.
Det fortæller Enhedslistens finansordfører Rune Lund i en pressemeddelelse.
Det har været en hård tid i Danmark. Med en skattefri sommercheck kan vi sætte gang i økonomien, og samtidig kan vi give danskerne en hjælpende hånd til en bedre sommer. Det synes jeg ærlig talt, de har fortjent. Det vil også være godt for de mange små virksomheder, der har fået en gedigen mavepuster af corona-pandemien," udtaler Rune Lund.
Disse danskere skal have checken
Man skal dog ikke glæde sig for tidligt. Enhedslistens forslag er netop det - et forslag. Det er altså ikke sikkert, at det bliver ført ud i livet. Om det bliver til virkelighed eller ej, beror på en politisk forhandling. Enhedslisten ligger op til, at det skal være udeboende personer på 18 år, der har en månedlig indkomst før skat - også kaldet bruttoindkomst - på op til ca. 32.000 kroner. Det svarer til en årlig bruttoindkomst på ca. 380.000 kroner.
Ifølge partiets finansordfører giver det rigtigt god mening at give den ekstra sommercheck til danskere, der har en "lav eller almindelig indkomst".
"Der har været meget snak om helikopterpenge. Det her er vores bud på, hvordan vi gør det på en måde, der er fair, og hvor vi mest effektivt sætter gang i økonomien. Vi skal give penge til dem, der rent faktisk vil bruge dem. Nemlig dem med lave og almindelige indkomster. Men der er jo ingen logik i, at vi skal dele penge ud til de rigeste, så de kan polstre opsparingskontoen endnu mere," siger finansordfører Rune Lund fra Enhedslisten.