Der er stadig lidt tilbage af ferien, og Kolding har også et par spændende sommerarrangementer i ærmet. Vi har lavet en liste over, hvad du kan opleve i denne uge.
Kolding24 står som altid klar med ugens begivenheder til dig, så du blot skal vælge, hvad du vil bruge din tid på. Læs med her.
Vi maler byen rød
Musicalen ”Vi maler byen rød” er rykket til Kolding – nærmere betegnet Kolding Amfiscene. Musicalen handler om et midaldrende ægtepar, hvor konen er døden nær. Hendes mand gør alt for at holde modet oppe hos hende. Sammen genoplever de deres gymnasietid gennem et fotoalbum. Musikken kommer fra 22 af de største danske Grand Prix hits.
I uge 32 kører forestillingen den 6., 7., 8., 9. og 10. august.
1800-tallets Kolding
Over sommeren er der mange byvandringer i Kolding, men denne byvandring fortæller om 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Så den viser en noget nyere tid end de andre. Denne tid er præget af vækst i Kolding på grund af blandt andet jernbanen og den nye havn. Du kan komme på vandringen den 7. august.
Designbyen Kolding
Dette er den mest ”moderne” byvandring der fortæller om Koldings nyeste udvikling, hvor byen er præget af kommunens fokus på design.
På turen kigger man på de designmæssige løsninger der er valgt, men man vil også se på skaterbanen, graffititunellen og åstederne, der alle er nyere projekter i byen.
Dus med vand, strand og skov-familielejr
Dus med vand, strand og skov er for børn, unge og familier i sommerferien. Man får her mulighed for at opleve naturen og skabe fælleskab. I uge 32 er der fra mandag til fredag overnatning for familier i fem dage.
Veteranudstilling og Kræmmermarked
På dette marked samles samlere som viser deres traktorer, biler, motorcykler, knallerter og maskiner. Kræmmermarkedet er på museets gårdsplads. Der kan ses lidt af hvert og du kan både købe fine loppefund i de mange boder og se på de fine veteranmaskiner. Kræmmermarkedet er den 10. og 11. august.